Konkurrence: Årets Skolepatrulje
Læs om Årets Skolepatrulje og om præmien Det Fedeste Frikvarter.

Vinderen af Årets Skolepatrulje 2022 er: Fælleshåbsskolen
Dommerpanelets motivering:
Patruljen på Fælleshåbsskolen, som ligger i Børkop i Vejle Kommune, har været ekstra udfordret af en større renovering på skolen samt byggeri omkring skolen, der har betydet, at voksne og børn i perioder har været nødt til at finde alternative veje, for at komme ind til skolen. Skolepatruljerne har derfor skulle agere ekstra opmærksomt og handlekraftigt gennem en længere periode for at kunne opretholde en tryg og sikker skolevej. De har været omstillingsparate på trods af svære vilkår og har uden brok taget ekstra vagter, for at kunne lykkes med opgaven.
Skolen har for nylig taget imod 6 nye indskolingsklasser og det betyder, at skolepatruljen står vagt både morgen og eftermiddag. De er gode forbilleder for de mindste og beskrives som ”altid smilende og klar til nye opgaver og udfordringer.”
I corona-perioden hvor skolen var lukket for de ældste elever, tog skolepatruljen alligevel, på eget initiativ, op på skolen om morgenen for at stå vagt, for så at tage hjem igen og tænde for den virtuelle computerundervisning. Det vidner om et ekstraordinært stort ansvar, som vi i juryen gerne vil anerkende.
Skolepatruljen på Fælleshåbsskolen bliver kåret som Årets Skolepatrulje, da de har taget en ekstra tørn i en svær periode og derved har en stor del af æren for, at børn og voksne har kunnet komme trygt og sikkert frem til skolen. Vi elsker, at skolepatruljen har taget initiativ, har samarbejdet og haft en kæmpe ja-hat på i en ellers sur periode. Tak for jer og stort tillykke!
Fælleshåbsskolens skolepatrulje er Årets Skolepatrulje 2022
Regionsvindere af Årets Skolepatrulje 2022
Vi ønsker de seje skolepatruljer stort tillykke med titlen som regionsvinder af Årets Skolepatrulje 2022:
- Region Nordjylland: SkoleCenter Hirtshals, Hjørring Kommune
- Region Midtjylland: Vestervangsskolen, Randers Kommune
- Region Syddanmark: Fælleshåbsskolen, Vejle Kommune
- Region Sjælland: Hvalsø Skole, Lejre Kommune
- Region Hovedstaden: Sankt Ansgars Skole, Københavns Kommune
Hver skole modtager en præmie på 5.000 kr.

Om konkurrencen
Hvert år stilles dommerpanelet den svære opgave at udvælge fem regionale vindere og heraf én national vinder af konkurrencen. De regionale vindere modtager hver 5.000 kr., og den nationale vinder får Det Fedeste Frikvarter for hele skolen, en vandrepokal og selvfølgelig titlen som Årets Skolepatrulje. Vinderne får direkte besked.
Det er LB Forsikring og Rådet for Sikker Trafik, der står bag konkurrencen.
Dommerpanelet
Dommerpanelet består af repræsentanter fra Politiet, Danske Skoleelever, Skole og Forældre, en tidligere skolepatrulje-instruktør, LB Forsikring og Rådet for Sikker Trafik.

Dommerpanelet 2022