Fartkampagnen april og oktober 2022
Om fartkampagnen 2022
Fartkampagnen kører i foråret i uge 14, 15 og 16 og i efteråret i uge 41, 42 og 43 2022
Vi gentager vi sidste års fartkampagne: 'Sænk farten - bare lidt' med at indrykke film og radiospot. Vi håber, at I vil bakke op med plakater. Vi sætter som altid 1.000 plakater på statsvejene og arbejder med at få mediernes interesse for kampagnens budskaber.
Det er kun muligt for kommuner at bestille plakater og stativer til forårets indsats, men I må meget gerne sætte dem op i begge runder.
Fart er stadig en vigtig faktor
For høj fart er et meget vigtigt tema for trafiksikkerheden. Hvis vi kan få bilisterne til at overholde hastighedsgrænserne og køre efter forholdene, kan vi redde næsten halvdelen (43 %) af alle de personer, der dør i trafikken.
"Jeg følger jo bare trafikken"
Det kan være svært at forstå, at selv en lille fartoverskridelse kan få stor betydning. Derfor er der mange bilister, som kommer til at køre lidt for stærkt. De mærker simpelthen ikke, at farten er farlig, og de erfarer det heller ikke nødvendigvis.
Tværtimod har de en lang række grunde til, hvorfor lige netop de gerne må køre lidt for stærkt. I kampagnen tager vi kampen op mod de mange dårlige undskyldninger, som bilisterne bruger for at køre lidt for stærkt. Vi forsøger at ramme de fakta-resistente fartbilister lige i solar plexus med en film, der skaber refleksion og appellerer til følelserne.
Kampagnens primære elementer er bl.a.
- vejkantplakat med teksten 'Sænk farten - bare lidt'.
- filmen "Der er mange grunde til at køre lidt for stærkt. Og én rigtig god grund til at lade være."
- radiospot
Se mere på kampagnesitet.
Del kampagnefilmen
Filmen blev evalueret i efteråret 2019 og 2020, og den har gjort det rigtig godt begge år, hvorfor vi trygt kan bruge den igen. Her er nogle af resultaterne fra 2020:
- 88 % synes, at filmen er meget god eller god.
- 62 % siger, at filmen har fået dem til at tænke over, at de skal droppe de dårlige undskyldninger for at køre (lidt) for stærkt.
- 62 % siger, at filmen har motiveret dem til at sænke farten (lidt).
Filmen bliver vist på tv, YouTube, Facebook og web-tv samt i biograferne, men jo flere vi er til at sprede det vigtige budskab, jo bedre. Så læg den gerne på jeres site og/eller Facebook mm.
Se filmen på kampagnesitet.
Hent embedkoden og brug kampagnefilmen på egne digitale platforme.
YouTube-link til filmen til deling på sociale medier: https://youtu.be/BDHege3nkkQ
Vejkantplakat og stativer
Bilisterne tager godt imod vejkantplakaten
Vejkantplakaten fik en rigtig god modtagelse blandt bilisterne i 2019, hvor den var på gaden for første gang:
- 84 % af bilisterne kunne huske at have set plakaten.
- 87 % af bilisterne synes, at plakaten er meget god eller god.
- 63 % af bilisterne, som kørte for stærkt, mens de så plakaten, sænkede farten, da de kørte forbi plakaten.
Sidste års evaluering ligger på linje med de gode resultater fra 2019.
Fokus på landeveje
Plakaterne er primært udviklet til landeveje med 80 km/timen, og vi anbefaler, at de opsættes der. Men de kan selvfølgelig også bruges til andre strækninger - afhængigt af den enkelte kommunes vejnet.
OBS! Vær særligt opmærksom på, at vejkantplakaterne placeres, så de ikke tager trafikanternes udsyn fra fx sideveje og udkørsler.
Plakaten måler 1000 x 728 mm (der hvor den er bredest) og produceres i 3 mm polystyren.
Stativ
Der er to slags stativer, et med og et uden trekantet fod. Den trekantede fod gør, at stativet står ekstra godt fast i blæsevejr og lign.
Rådet for Sikker Trafik sætter desuden 1.000 vejkantplakater op på statsvejene.
Se stativer og retningslinjer nederst på siden.
Materialer og priser (alle priser er ekskl. moms og fragt)
- Vejkantplakater: 132 kr. pr. stk.
- Stativer uden trekantet fod: 139 kr. pr. stk.
- Stativer med trekantet fod: 170 kr. pr. stk.
- Plastnitter i poser a 100 stk.: 70 kr. pr. stk.
- Ønsker I kommunens eget logo på vejkantplakaten, koster det 300 kr. (engangsbeløb)
Fragtomkostningerne afhænger af, hvor mange materialer I bestiller. Hent fragtpriserne nederst på siden.
Tilmeld din kommune og bestil materialer senest mandag d. 28.2.2022
Vær med på Facebook og Instagram
Du kan dele budskabet på mange måder. Herunder kan du eksempelvis hente fotoet "snoet-vej-med-lidt-bil". Kopier derefter teksten herunder og del den på Facebook:
Hvis du kører 95 km/t, hvor man må køre 80, kommer du kun 71 sekunder hurtigere frem på 10 km.
Spred budskabet med en e-mailsignatur
Vi har lavet en e-mailsignatur, som du og dine kolleger kan benytte for at gøre opmærksom på kampagnens budskab.
Hent emailsignature herunder og kopier den ind i dit mailprogram.